Efter studiestart er der rigtig mange unge danskere, der pludselig begynder at opdage, hvor lidt tid de har til andet end selve studierne. Nogen ting bliver der selvfølgelig automatisk gjort plads til, og så må studiet lide. Andre ting bliver stille og roligt negligeret.
En af de ting der ofte ryger sig en tur hos de studerende er maden. Det er tit nemmere bare at køre noget junkfood ned eller leve af pasta med olivenolie, men det er ikke ligefrem, fordi det lægger grunden for en sund livsstil.
Hvis du lige er begyndt på din uddannelse, eller hvis du på tredje år lever af en diæt bestående af pasta og fadøl, så kan du læse med her og få inspiration til, hvordan du får lidt bedre mad i hverdagen.
Hold det simpelt og sørg for at forberede dig
Noget af det, der tit gør det uoverskueligt at lave mad i hverdagen, er, at det er tidskrævende. En af de ting der kan hjælpe, især for dig der lige er begyndt på en uddannelse, er at forberede maden på forhånd. F.eks. kan du forberede alle ugens måltider søndag eftermiddag. På den måde kan du faktisk nå ned på kun at skulle bruge omkring 10 minutter på at lave mad i hverdagen, og så bliver det pludselig mere overskueligt at nå mellem studierne.
Her er det en god idé at vælge retter der holder sig godt, og nemt kan opbevares i fryseren eller køleskabet. Kartoffelsuppe er eksempelvis både billigt, og du kan let fylde fryseren med det. Det samme gælder kødsovs og tomatsovs. Pastasalater holder sig godt i køleskabet og behøver knap at blive varmet op, hvilket betyder, at du bare skal tage dem ud ad køleskabet.
Med minimal planlægning kan du reducere din madlavningstid betragteligt og samtidig gøre dine aftensmåltider billigere og mere nærende end hvis du køber færdigretter.
Hvis du ikke er inspireret, så er måltidskasser din redning
For nogen mennesker er det med at finde på, hvad der skal laves til aftensmad, det der udgør den egentlige udfordring, og hvis du lige er begyndt på en uddannelse, handler det i høj grad om at minimere udfordringer. Hvis du har det sådan, så er en måltidskasse måske det, du har brug for.
Aarstiderne har stået for at levere måltidskasser til danskerne siden starten af millenniet, og sidenhen er der kommet andre leverandører af måltidskasser til. Konceptet er ret simpelt. Du bestiller en kasse med mad og betaler for den pr. abonnement. Hver uge får du så leveret en kasse fyldt med råvarer og opskrifter, så det er forudbestemt, hvad du skal spise. Det eneste, du skal gøre, er at tilberede maden.
På den måde kan du koncentrere dig om din uddannelse, så er der nogen andre der koncentrere sig om, at du får sund og nærende mad.